Maritime dage i Fredericia 2025. Vi har haft forrygende dage, hvor mange frivilliges fællesskab og indsats blev forenet med fundraising af midler til bevaringen af Fulton. Det har været en stor fornøjelse at være en del af.
Fultons Venners jubilæumstrøje

Forårshilsen fra Fultons Venner

Hilsen fra Skipper

Vi tog hil på sejlsæsonen d. 4. januar, hvor turen gik fra Hvide Sande til Esbjerg. Skibet er i topform efter afsluttet værftsophold i december. Årets første måneder har vi tilbragt i Esbjerg, hvor vi er i gang med at starte ‘Fulton Energi’ op. Her får endnu flere unge i sårbare positioner mulighed for et forløb hos os. Det fortæller vi mere om næste gang.

Vi har en simpel og struktureret hverdag ombord, med sidemandsoplæring og anerkendende samvær. Vi oplever, at mange Esbjerg Matroser vokser og får tro på eget værd efterhånden, som de oplever succes på skibet.

Midt i Marts sejler vi til Marstal. Der fejrer vi Fulton d. 26. marts, hvor det er præcis 110 år siden Fulton blev søsat. Derefter er vi klar til at tage imod skoleklasser på lejrskoletogt og andre medsejlere.

En stor tak fra os til alle jer, som med medlemskabet af Fultons Venner, er med til at sikre skibets bevaring og gode rammer for de unge ombord. En særlig tak til alle jer, der har bidraget til tombolaen i Fredericia. Både alle der har doneret/samlet gevinster ind og jer, der rent fysisk har været til stedet. Det gør en stor forskel for os.

De bedste forårshilsner Jakob

Maritime Dage i Fredericia 2025

Vi har haft forrygende dage, hvor mange frivilliges fællesskab og indsats blev forenet med fundraising af midler til bevaringen af Fulton. Det har været en stor fornøjelse at være en del af.

Igen i år gentog Fultons Venner succesen. Her kunne “nok Danmarks største” tombolastand opleves over to weekender. Mange tusinde besøgende på bådmessen lagde vejen forbi os. Fulton tombola var let at finde i en af bådhallerne. Det var blot et spørgsmål om at gå efter lyden af skibsklokken, som hyppigt gav lyd fra sig. Ca. 1.900 gange blev der ringet med klokken. I overført betydning vil det siger, at der var gevinst.

Det var ikke udelukkende oplevelsen af vundne gevinster i tombolaen, de besøgende fik med hjem. Mange tilkendegav også, hvordan stemningen af fællesskab emmede blandt de frivillige på standen. De frivillige oplevede, hvordan mange besøgende har tradition for at komme forbi tombolaen og med stor glæde støtte Fulton ved at købe lodder. Her møder vi også mange fortællinger om oplevelser med tilknytning til Fulton og mennesker, der har været ombord.

De frivilliges indsats gør virkeligt en stor forskel. I alt blev der solgt lodder for knap 94.000 kr. Det enormt flotte overskud fra tombolaen går naturligvis ubeskåret til skonnerten Fulton og arbejdet med unge ombord. Vi siger 1.000 tak for de mange flotte sponsorgaver hertil og til alle frivillige hjælpere. Uden jer kunne det slet ikke lade sig gøre.

Nåede du ikke at opleve Fultons Venners tombola til Maritime Dage i Fredericia, så har du muligheden for at besøge vores tombola i forbindelse med Tall Ships Race i Esbjerg d. 6.-9. august 2025. Skulle du have lyst til at hjælpe med at indsamle gevinster til dette, så kan du kontakte Heidi på solstrejfe@gmail.com Vi tager med stor glæde imod gevinster i alle størrelser og vi glæder os til at gøre det hele en gang til.

Nyt fra Vennerne

Jubilæumstrøje

I anledning af Fultons 110-års jubilæum er det muligt at købe flotte jubilæumstrøjer på www.fultonbutik.com

Generalforsamling

Afholdes ombord d. 18. maj 2025 i Middelfart. Hvis du vil med på sejlturen, så husk tilmelding til Preben: preben@elipa.dk

110-års jubilæumstogt

I sidste nyhedsbrev fortalte vi om Fultons 110-års jubilæum rundt i landet. Der er ved at være godt booket op, men stadig ledige pladser på en del ture. Fultons Venner kan købe 2 billetter til nedsat pris ved at bruge billetkoden, som er fremsendt i nyhedsbrevet sammen med medlemsnummeret.

Weekend tur med Fulton

Limfjordssejlads d. 5.-7. september for medlemmer. Se mere på www.fultons-venner.dk

Kontingent 2025

Opkrævninger blev sendt ud i januar, har du ikke modtaget en, så hører vi gerne fra dig. Tjek evt. spam.