Besætning med pærer i munden

Foråret 2017

Kære Fultons Venner!

Så er foråret endeligt kommet over os. Det betyder sol og varme, gåture med åbenstående frakker og trampolinleg og arbejdsdage i haven. Hvor har vi længtes efter det! Foråret betyder også, at Fulton er nysynet, og den har netop lagt fra kajen i Hvide Sande, hvor den har ligget på værft vinteren over. Det har dens besætning længtes efter. Som sultne og elskovssyge bjørne, der vågner op fra deres hi og skal ud og udleve deres instinkter, er besætningen nu klar til at komme på vandet og få sat nogle sejl, så de kan gøre det, de er allerbedst til; nemlig at sejle træskib og glæde alle ombordværende med en masse gode oplevelser.

Besætningen er blevet udvidet. Der er dem, vi kender, nemlig chefskipper Jakob Jensen, Ulla og Daniel, men så kommer der i år fire matroser fra Esbjerg foruden skipper Benny L. Mørk. Det forlyder, at de alle er søde og rare, og vi hilser dem velkomne og håber, at I vil gøre det samme.

Foråret 2017
Vinterens arbejde på værftet meldes at have været overkommeligt, da Fulton skal have den helt store omgang til næste år. Den er blevet bund- og maskinsynet, og alt er vel og klar til sejlsæson fra den sidste uge i marts. Skibet skal sejle mange gode togter også i 2017. Faktisk har der været så meget tryk på bookingen, at kalenderen er fuldt tegnet for resten af året. 2018 er trekvart booket og 2019 er halvt booket. Det må da siges at være dejligt, hvabehar!?

Ligeledes er det dejligt, at det nu igen er lykkedes at have faste matroser med ombord efter nogle år uden sådanne aftaler. Fulton har jo en mangeårig og stolt tradition for at kunne hjælpe unge på vej i livet gennem en tilknytning til skibet og dens besætning og hverdag. Derfor er det godt og givende atter at kunne yde dette som en del af mottoet; gode dage er nogle, vi giver hinanden!

Og dette er I som Fultons Venner således også med til at hjælpe til med gennem jeres kontingent og gavebidrag. Tak for det! Også en stor tak til jer, der kiggede forbi vores tombola på Boat Show-messen i Fredericia i februar-marts. Da var vi traditionen tro med, og det var som altid en fest. 1400 fine og flotte gevinster havde vi haft held med at indsamle med to togter som hovedpræmier. Det var vi meget stolte af både at modtage og videregiver til de glade vindere.

En ny måde at støtte skibet på er ved at købe en garnpakke til en strik-selv Fulton-hue med logo! Den er rigtig sømands-fin og er sprit ny i butikken sammen med nogle lækre dunveste.

Nu er der bare tilbage at sige på gensyn i en havn nær dig! Man er som sædvanlig hjertelig velkommen til at komme ombord og hilse på. I år finder generalforsamlingen sted i Korsør d. 21. maj kl. 14-16, og der er der som altid mulighed for en sejltur fra kl. 12-14. Tilmelding skal ske til Preben Andersen på e-mail: fultonven@fultons-venner.dk.

De bedste forårshilsner fra bestyrelsen for Fultons Venner
Gode dage er nogle, vi giver hinanden