Der styres på ret kurs

Forårshilsen 2021

Kære Fultons Venner

Så skete det igen! Fulton af Marstal er atter på vandet som det sejlende museums- og lejrskoleskib med højt humør ombord. Mandskabet mødte ind 2. påskedag med sne på dæk og første dags sejltur gik over Fur til Anholt og Randers, hvor en flok unge fra Randers tjekkede ind som de første for i år. Hvor er det godt! Så ved vi, at noget i denne verden er, som vi gerne vil have det. Det giver håb for alt det øvrige.

Og hvad har alle de gode folk ombord så bedrevet hen over vinteren, er du nok nysgerrig på. Har de sovet længe, spillet mini golf og ellers bare gået og danderet den, eller har de rent faktisk bestilt noget? De har rent faktisk bestilt noget! OG så har de sørget for at hygge sig imens og have det sjovt, så den mørke vinter ikke blev alt for mørk. Lige som de plejer. Også her råder der altså regelmæssighed. Jamen, hvor er det da fantastisk! Skipper Jakob beretter, at der er blevet lavet bagbord kammer i samme stil som forpeak’en for fire år siden, og det er blevet super godt. Så er der kommet en maskine ombord, der kan lave saltvand om til ferskvand. Og så blev Fulton synet i december klar til sejladser i 2021. Jow, jow, livet er herligt!

Vi har mistet nogle medlemmer i det forgangne år. Det er vi kede af og håber inderligt på, at I vil springe ombord igen i år og betænke os med jeres medlemskab. Som medlem af Fultons Venner er du med til at yde økonomisk støtte, så Fulton fortsat kan sejle som ungdomsskib med alsidigt pædagogisk arbejde ombord, som gør en kæmpe forskel for den enkelte.

Gode dage nogen, man giver hinanden. I inviteres hermed til at tage del i følgende gode dage:

  • Generalforsamling i Fultons Venner flyttes pga. restriktioner fra 9. maj til 29. august kl. 11 i Middelfart Gl. Havn, hvor vi håber vi kan sejle en tur derefter. Nærmere herom senere.
  • 28. maj kl. 15-18: Medlemstur for Fultons Venner. Afgang fra Aarhus. Pris 200 kr. Børn under 12 år er halv pris. Tilmelding på kontor@fulton.dk
  • 29. maj: Traditional Sailing Day (TSD). Alle bevaringsværdige sejlskibe opfordres til at sætte sejl denne dag, hvor end i verden de er. Alle gode Fultons Venner opfordres til at følge med enten på Facebook eller Instagram, når skibene lægger deres flotte billeder op.
  • Sommertogt uge 30: Der er ledige pladser. Prisen er for voksne 3500 kr. og børn under 12 år 1750 kr. Tilmelding skal ske til kontor@fulton.dk eller 22964484

Tak for jeres støtte. Vi ses!

De bedste hilsener
Fultons Venners Bestyrelse