Fulton af Marstal sejler

November 2014

Kære Fultonven

Så kom Fulton i havn (Hvide Sande) for sidste gang i år. Skibet har haft 1249 personer med ude at sejle i løbet af året. Der er serveret 9389 kuverter og de er primært spist af lejrskoleelever, men også foreninger, privatpersoner og glade Fultonvenner, som selv har arrangeret ture for dem de gerne ville have med på tur.

Togtplanen 2015 er så godt som udsolgt, men der er stadig mulighed for at arrangere en weekendtur, hvis du gerne vil have dine venner eller familie med ud at sejle.

I denne vinter ombygges kabyssen, som vil stå færdig inden jul. Skibet er på havet igen i marts 2015, og den første lejrskole den 8. marts indleder Fultons 100 års jubilæum. I den anledning vil Fultonvimplen være hvid med blå bogstaver, som den var i 1914.

Jubilæet fejres på forskelligvis:

  • Den 26. marts 2015 på selve 100 års-dagen afsejler Fulton fra Marstal kl. 10,00. Flere oplysninger om selve arrangementet vil komme i næste nyhedsbrev, på Facebook og vores hjemmeside www.fultons-venner.dk
  • Generalforsamlingen i Fultons Venner 2015 er den 3. maj i Middelfart. Her er der mulighed for et komme med på en gratis sejlads før generalforsamlingen, man skal blot kunne fremvise kvittering for betalt kontingent 2015. Der udsendes kontingentopkrævning i april sammen med indbydelse til sejlturen. For at være sikker på at modtage denne kan du godkende afsender, så opkrævningen ikke havner i postprogrammets spamfilter.
  • Vi holder reception torsdag den 3. september i København, Amaliehaven. Sidst på eftermiddagen den 4. september er der åbent skib m.m. Fulton sejler til Aalborg og ankommer der den 6 september om eftermiddagen.

 

Bådmesse 2015 Fredericia
I forbindelse med bådmessen i Fredericia 2015, har Fultons venner en stand med tombola og tøjbutik. Vi håber at du har lyst og mulighed for at give en hånd med i Tombolaen. Medlemmer fra bestyrelsen vil også være til stede i Tombolaen, så man kommer ikke til at stå alene. Ved de tidligere bådmesser har der været en pæn indtjening til Fultons venner. Som altid går pengene til driften og bevaringen af Fulton.

Gavebidrag
Gavebidrag til Fulton Fonden modtages som vanligt med stor begejstring. Fonden har brug for mindst 100 bidrag om året for at opretholde skattefriheden og der mangler stadig mange. Bidraget skal være på mindst 200 kroner. Hvis du oplyser dit CPR nummer ved indbetalingen er bidraget fradragsberettiget. Du skal blot indsætte 200 kroner eller det beløb du vil give på Fulton Fondens bankkonto i Fynske Bank. Registrerings- og kontonummer er 6850 0000350340. Du skal oplyse navn, adresse, mail og/ eller mobilnummer. Hvis du ønsker fradrag fra skat, skal du også oplyse dit CPR-nummer. Dette opbevares ikke i vores medlemsregister, ligesom vi heller ikke videregiver oplysninger til andre end SKAT.

Konkurrence
Slutteligt har vi en konkurrence, hvor man kan vinde et 4 dages togt i Kristi Himmelfartsferien for 2 personer. Det eneste man skal gøre, er at hverve nye medlemmer til Fultons Venner. For hvert medlem man hverver har man et lod i lodtrækningen. Der trækkes i tombolaen i forbindelse med Boat Show i Fredericia den 8. marts 2015.

Med sejler hilsen

Fultons Venner