Arbejde på bovsprydet

Nytårshilsen

Kære Fultons Venner  

Det er blevet den tid på året, hvor der gøres status over året, der gik. Men allerførst skal I have en lille fin historie, som det sig også hører til i denne søde juletid. 

Den er fin med kompasset
I romanen Spildt Mælk fortæller Nis Petersen, at han på Færøerne lagde mærke til, hvordan kæmpestore skibe, som ellers var på vej over Atlanterhavet, lagde ind i en bestemt fjord.

Her lå de i lang tid og krydsede rundt – tilsyneladende helt planløst og på må og
få. Der blev hverken losset noget fra skibene, eller fragtet noget ud til dem. Og
der var heller ingen fra skibene, der gik i land. Det hele virkede meget mystisk. Men så en dag løste mysteriet sig. En af de fastboende fortalte Nis Petersen, at de store skibe søgte ind i fjorden for at finindstille og fejlrette deres kompas. 

Fjordens særlige placering og karakter gjorde den helt ideel til den slags finjustering. Når så kompasset var rettet ind, stævnede skibene igen ud af fjorden – videre af sted på deres lange sejlads over det store åbne hav. Nu på helt ret kurs. 

Nis Petersens oplevelse på Færøerne passer meget godt på den virkning, det kan have at være ombord på Fulton, hvad enten du er der på en kortere eller længere sejltur enten som Fultons Venner, lejrskoleelev eller Esbjerg Matros. Fulton har det med at kalibrere krop og sjæl, så man tager derfra med en sikker kurs, når man atter sæt foden på landjorden. 

Alt vel ombord
For et par dage siden var det besætningen, der satte foden på landjorden for at gå på en velfortjent juleferie efter en underholdende dag i Legoland med alle Esbjerg Matroserne. Vidste du, at Fulton er at finde hele to steder i Legoland? Jo, såmænd! 

Lige nu ligger originalen i Hvide Sande efter at været blevet bundsynet og kalfatret, som det hedder, når plankerne tætnes af værftets dygtige tømrere og smede. Det er også blevet malet fra køl til skanseklædning, mens mandskab og matroser har skiftet mesanvant og vævlet op på ny. 

Mens vi andre har gjort julerent, vasket vinduer og pyntet op til jul, er der også blevet ryddet op, kasseret og lavet god orden i skuret/huset/værkstedet/slusehuset/Palle Damprenser/Æ Fulton Hus og hvad det kære barn ellers har fået af navne. Nu er der blot afrigning af styrbord kammer, der skal have en ordentlig omgang til januar. 

Men altså selvfølgelig har der også været advents- og december hygge ombord på Fulton. Der er blandet andet blevet flettet julehjerter, pyntet op, bagt og dekoreret julesmåkager – ja, der er sågar også blevet sunget Lucia, så ikke et øje var tørt. Nu vugger Fulton i julestormen, mens værftet kigger efter skibet. 

Alt i alt har det været endnu et super år for det gode skib Fulton med 10-års jubilæum for Fulton Fonden. Siden 19. januar, hvor skibet stævnede ud, har der været fyldt godt op af gode matroser og togter med børn, unge og voksne, og sådan tegner 2024 også til at blive – i hvert fald er der fuldt booket på alle togter. 

Dog er der stadig rig mulighed for Fultons Venner at komme ud at sejle på udvalgte
ture, der kommer nederst. Der plejer at være rift om pladserne, så tilmeld dig gerne
allerede og sæt kryds i kalenderen, så du er sikker på en plads. 

Slå rommen af glasset
Som en julegave til dig, der godt kan lide en god rom eller måske anden spiritus til jule- eller nytårsbordet, så giver Michael fra Romeriet i Aalborg 15% i rabat på alt i sin butik ved en donation på minimum 150 kr. til Fulton Fonden – win win for alle parter eller som de siger på skibet: Gode dage er nogle, vi gi’r hinanden. 

Du kan blandt andet være heldig at få en flaske af den helt specielle Captains Choice, det er nye flasker fra den sidste sending. 

Uanset siger vi tak for den støtte, du allerede har givet til skibet og dets formål med dit medlemskab. Vi ønsker alle Fultons Venner en glædelig jul og godt nytår til dig og dine kære. Vi håber at se dig ombord i 2024 i en havn nær dig. 

De bedste julehilsner 
Bestyrelsen for
Fultons Venner 

Dagsture
Lørdag d. 20. april kl. 10-13
København. Pris: 250 kr.

Fredag d. 3. maj kl. 15-18
Kolding. Pris: 250 kr.

Lørdag d. 6. juli kl. 10-15
Svendborg-Fåborg. Pris: 400 kr.

Lørdag d. 28. september kl. 10-15
Struer-Thyborøn. Pris: 400 kr.

Fredag d. 11. oktober kl. 15-18
Esbjerg. Pris: 250 kr. 

Ture med overnatning:
Der overnattes i hængekøje og alle deltager i
det praktiske ombord. Prisen er inkl.
skibskost, vand, kaffe og te.

Sommertogt
Start: søndag d. 21. juli, kl. 17 Middelfart
Slut: onsdag d. 24. juli kl. 16 Fåborg
Pris: 2.500 kr.

Weekendtur
Start: fredag d. 6. september, kl. 15 Skive
Slut: søndag d. 8. september kl. 15 Skive
Pris: 2.500 kr. inkl. fadøl/sodavand. 

Medlemsturene er for medlemmer af Fultons Venner. Alle medlemmer har dog mulighed for at invitere en gæst med på tur, da et medlemskab af vennerne giver adgang til at købe 2 billetter på hver tur. Når du køber billet, skal du oplyse dit medlemsnummer, som du finder på din seneste opkrævning fra vennerne. Børn op til 12 år er halv pris.

Køb billetter her