SEJLSÆSONEN nærmer sig sin afslutning. Det er ikke altid rart at takke af, men denne afslutning er god, for der har været fuldt hus det meste af tiden af både lejrskoler, medlemsture med vennerne, NILLES rejser, varmestuer og andre. Samtidigt hermed har vores Esbjerg-Matroser også været ombord i arbejde side om side med besætningen, mens de roligt finder deres kurs i livet. 
Kærlighedsbreve til havet på Fulton

Sejlsæsonen lakker mod enden

OHØJ DERUDE!                                                                                                             

SEJLSÆSONEN nærmer sig sin afslutning. Det er ikke altid rart at takke af, men denne afslutning er god, for der har været fuldt hus det meste af tiden af både lejrskoler, medlemsture med vennerne, NILLES rejser, varmestuer og andre. Samtidigt hermed har vores Esbjerg-Matroser også været ombord i arbejde side om side med besætningen, mens de roligt finder deres kurs i livet.

Som noget nyt var vi i år en del af Kulturmødet på Mors, hvor Fulton var scene for blandt andet forfattersamtaler, fællessang og opera. Vi fik også dekoreret et af vores gamle sejl (bredfokken) sammen med 100 skoleelever og kunstner Leif Lundgaard fra Fur. VI❤️HAVET er blevet vores farvestrålende kærlighedsbrev til havet inspireret af ‘Paint a Future’ og FNs Verdensmål. Ønsket er at vise, at vi vil passe på havet og livet deri. Da vi på Fulton er på vandet de fleste dage, vil vi gerne sætte fokus på vigtigheden af et sundt havmiljø til gavn for fremtidige generationer. Rigtig mange lagde vejen forbi havnen og var nysgerrige på skonnerten og arbejdet med de unge ombord. Det var på alle måder en god oplevelse, som vi ser frem til at gentage i 2024.

Vi har netop sejlet årets sidste lejrskoletogt. Vi er nu med efterårsvemod i hjertet på vej mod Esbjerg, hvor vi skal være i to uger, inden turen går mod Hvide Sande og værftsophold. Også i år skal Fulton på land.

I efterårsferien, hvor vi ligger i Esbjerg, har vi et samarbejde med Vadehavscenteret, der har fået særtilladelse til at undersøge det forunderlige og mærkværdige liv, der findes i dybet ud for Esbjerg. Her kan man komme med på en 2-timers sejltur og opleve de dygtige formidlere fra Vadehavscenteret fortælle om det, de finder i voddet på turen. Billetter kan købes hos Vadehavscenteret: https://billet.vadehavscentret.dk/search/category/Sejlture

TIL SIDST skal der lyde en stor tak til alle vennerne; både jer, der er kommet til i år og jer, der har støttet os trofast i flere år og måske endda mange år. Vi kan ikke være dem, vi er uden jer.

Samtidig hermed er Fulton Fonden hvert år også afhængig af 100 private donationer på minimum 200 kr. hver for at opnå momskompensation ifølge ligningslovens §8A. Et sådan bidrag på 200 kr. har således også en stor og uundværlig betydning for skibets drift og på den måde for Esbjerg-Matroserne, lejrskolerne og alle, der opholder sig ombord.

Du kan støtte Fulton på MobilePay: 697070 eller konto nr. 6850-0000350340.
Dit bidrag kan trækkes fra i skat hvis du oplyser dit cpr-nr. på indbetalingen.
Tak for støtten.

De bedste hilsner fra bestyrelsen for
Fultons Venner