Gode dage er nogen, vi gir hinanden!
Kære Fultons Venner!
Sommeren er over os, og som I ved, skal man altid huske solfaktoren. Selv når det er overskyet. Men lige så vigtigt er det, at man også husker FULTONFAKTOREN! Ikke mindst, når det er overskyet. Og den kommer her.
FULTONFAKTOREN er den smittespredning af godt humør og gode dage, som end ikke en flere måneder lang corona-isolation kan hindre, fordi Fultonfaktoren ikke bare smitter straks, du træder ombord, men også smitter straks du bevæger dig ind på skibets facebookside, hvor der dagligt kommer billeder og historier med opdateringer af det herlige sømandsliv ombord. Og som man straks mærker, er det som om man påvirkes af som noget, man ikke kan undvære. Det er en glæde og livsgejst, som kommer indefra som en uudslukkelig ild, der brænder, og som næres af netop at få andre til at tænde og brænde.
DET ER DÉT, der møder én, når man træder ombord på skibet, hvad enten det er som lejrskole, ungdomsskole, cirkusartist, dagsgæst eller noget helt femte. I foråret var det ellers ikke til at vide, hvor mange man ville møde af dem i år, men heldigvis kunne man først på sommeren atter åbne skibet og byde unge fra hele landet ombord. Således fik Ungdomsskolen fra Dragør også deres traditionsrige sommerferieuge ombord. Dog kan der på grund af corona-restriktionerne ikke være cirkusoptræden ved Dubal i år – til gengæld får alle artisterne øvet sig og hygget sig max.
Glæden ved at arbejde med mennesker og se dem vokse, er også det, der kommer frem i det pædagogiske arbejde med de unge Esbjerg Matroser. Det er unge, der af forskellige grunde har haft svært ved på egen hånd at finde en vej og en retning i deres liv, og som måske har fået vendt op og ned ikke bare på nat og dag, men også på deres tro på sig selv og deres forestilling om, at de har noget at bidrage med i samfundet til gavn og glæde for andre.
MEN OGSÅ ESBJERG MATROSERNE FORANDRES i mødet med Fultonfaktoren, der tillige betyder en urokkelig og klippefast besætning i Ida, Kody og Mikkel foruden Skipper selv. Et mandskab, som man alle kan spille bold op af, spejle sig i og gribes af, når man falder eller glider af sporet. For enhver fødsel har sine kvaler – og det er det, de unge skal igennem. En forløsning fra et negativt og usundt tankesæt, der undergraver i stedet for at bygge op. Alt det hjælpes de unge på vej i ombord på skibet.
Og når forløsningen sker, fremtræder verden og livet pludselig i farver, og de kan selv stille sig op med en attitude af at være nogen. Nemlig sig selv. Individ og en del af et fællesskab.
OG DERFOR ER DET EN GLÆDELIG HISTORIE, at det takket være et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune lykkes for skibet at fastholde kontakten til de unge matroser i de uger, hvor de var sendt hjem i isolation. For det hele kunne nemt være blevet tabt på gulvet.
DET HØRER MED TIL HISTORIEN, at det samtidigt kun har været muligt overhovedet at have et skib at vende tilbage til, fordi trofaste sponsorer og medlemmer af Fultons Venner har støttet skibet økonomisk. For et skib som Fulton kunne ikke komme i betragtning til hjælpepakker. Så alene dét, at skibet har kunne holde sig oven vande gennem krisen, er en god historie! Og den forstærkes af, at også matroserne klarede den. Så alle i skibets regi er meget taknemmelige for den hjælp og opbakning og ønsker at sige: TUSIND TAK, KÆRE VENNER! Med jeres hjælp forblev livet sødt og ét, alle ombord har lyst til at stå op og bide i både morgen, middag og aften.
DET VAR ALT FOR DENNE GANG kære venner. Vi ønsker jer alle en dejlig sommer, hvad enten det bliver i sol, blæst eller regn. Husk: Ethvert vejr er Fulton værd. Og skulle I løbe tør for Fultonfaktoren, så er I velkomne til at komme forbi skibet for at blive tanket op, hvis ikke skibet kommer forbi jer. Ohøj!
Sommerlige hilsener fra bestyrelsen af Fultons Venner